Hvis ellers vejret holder, vil en større formation af op til 12 svenske Gripen og tre danske kampfly fra
@forsvaretdk flyve op langs den danske side af Øresund og over København i morgen mandag d. 9. dec.
Formationen, der vil have facon som et juletræ, er en tilbagevendende juletradition i
@Forsvarsmakten, og den finder sted over hele Sverige med forskellige fly og helikoptere.
Försvarsmakten har inviteret det danske forsvar til at deltage i formationen og tilbudt at lægge en del af ruten på den danske side af Øresund. Den fælles formationsflyvning er således også en markering af det øgede militære samarbejde mellem Danmark og Sverige.
Tiderne for overflyvning mandag den 9. december er:
- 14:04 Køge Bugt
- 14:06 Kastellet, København
- 14:10 Helsingør
Det er vigtigt at understrege, at der er tale om cirka-tider, samt at både de og formationen er betinget af vejr og operative forhold. De kan således aflyses eller ændre sig undervejs.
Den bedste mulighed for at se flyene er i København ved Kastellet eller langs kysten hhv. nord og syd for.
I tilfælde af aflysning på grund af vejret er onsdag d. 11. december back-up dag. I så fald vil yderligere info blive meldt ud.