Oops!...I Did It Again😇

Under Todd Blanches ledelse har justitsministeriet intensiveret undersøgelserne mod flere af Trumps modstandere og kritikere, arbejdet for at få indført den kontroversielle ”Anti-Weaponization Fund” og fjernet materiale om retsforfølgelsen af 6. januar-optøjerne fra ministeriets hjemmeside. Man kan naturligvis diskutere hver enkelt beslutning for sig, men samlet efterlader de et indtryk af en mand, der opfatter jobbeskrivelsen som præsidentens forlængede juridiske arm snarere end at være leder af en uafhængig institution. Nu skal man selvfølgelig passe på med historieløsheden, for amerikansk politik har aldrig været fri for tvivlsomme udnævnelser. For man behøver ikke at være Trump-tilhænger for at erkende, at Demokraterne heller ikke altid har respekteret den nødvendige afstand mellem personlige relationer og offentlige embeder. Demokraternes ikon John F. Kennedy nominerede som bekendt sin bror Robert til justitsminister efter valgsejren i 1960. Det var kontroversielt dengang, og det var efter min vurdering også en ualmindelig dårlig idé, både på grund af familierelationen, og fordi Robert F. Kennedy ikke havde de nødvendige kvalifikationer til at bestride posten. Nepotismen var i hvert fald til at få øje på. Hvis man mener, at Kennedys udnævnelse af sin egen bror var et problem, bør man som minimum overveje, om det virkelig er en god idé at gøre præsidentens tidligere personlige forsvarsadvokat til leder af den institution, der skal stå vagt om lovens upartiskhed. I mine øjne giver svaret sig selv: Todd Blanche er uegnet til posten som USA’s justitsminister, fordi han ikke fremstår uafhængig, men tværtimod hamrende inhabil. Desværre har jeg dog en formodning om, at de republikanske senatorer har samme forhold til principper som den legendariske amerikanske skuespiller Groucho Marx: »Dette er nu engang mine principper. Hvis du ikke bryder dig om dem, har jeg andre.« Uddrag af ugens klumme - kan læses her i sin helhed: jyllands-posten.dk/debat/kom…

💸🛟

Når man både er sydslesviger og formand for Grænseforeningen, er det nærmest umuligt ikke at stifte bekendtskab med Sigurd Barretts sang ”Man må trække en grænse”. Som USA-analytiker er det til gengæld svært ikke at tænke: Gad vide om republikanerne er nået til samme erkendelse? I denne uge skete der nemlig noget, som nærmest virker unaturligt i amerikansk politik i disse år: Republikanerne trak en grænse. Ikke mod Mexico. Ikke mod Kina. Men mod Donald Trump. Årsagen var Trumps såkaldte anti-weaponization-fund på næsten 1,8 mia. dollars. En slags Maga-version af Robin Hood, bortset fra at man her tager fra staten og potentielt giver til sine egne. Jeg er med på, at en sådan fond i manges øjne aldrig nogensinde burde være blevet drøftet til at begynde med. Men nu taler vi jo om en mand, der i over et årti har gjort amerikansk politik til et gigantisk eksperiment i grænseflytning. Retoriske grænser. Institutionelle grænser. Politiske grænser. Moralske grænser. Og almindelige menneskers blodtryk. Gang på gang er grænserne blevet flyttet, og typisk har omgivelserne vænnet sig til den nye virkelighed. Det er essensen af det, jeg plejer at kalde Trump-skalaen. På sin vis svarer det lidt til at bo ved siden af en motorvej. I starten tænker man: “Hvordan skal jeg nogensinde kunne sove til det her?”, men pludselig lægger man end ikke mærke til motorvejen længere og accepterer også, at der regelmæssigt er vejarbejde og Grøn Koncert hver anden weekend. Grænser er mærkelige størrelser. Nogle finder man på et landkort. Andre findes mest oppe i hovedet. Og nogle opdager man først, når nogen forsøger at flytte dem. Efter næsten 10 års konstant grænsedragning med Donald Trump fandt republikanerne tilsyneladende en af deres røde linjer. Alt det krævede var tilsyneladende en fond på næsten 1,8 mia. dollars og en lille smule hjælp fra Sigurd Barrett. Uddrag af ugens klumme - kan læses her i sin helhed: jyllands-posten.dk/debat/kom…

Jeg havde den store ære at holde grundlovstale på Urnehoved Tingsted i dag. Den kommer også her til dem, som måtte være interesseret 📷 “Tak for invitationen. Det er en stor ære at stå her i dag som formand for Grænseforeningen. Ikke mindst fordi jeg står på skuldrene af mange før mig. Mennesker, der på hver deres måde har været med til at forme vores grænseland. Urnehoved Tingsted er ikke bare et sted. Det er også et symbol. En fortælling om demokrati. En fortælling om grænser. Og et levende bevis på, at historien aldrig bevæger sig i en lige linje. Det kan man også se, hvis man blot kigger på historien bag disse grundlovsmøder. Der var intet møde i 1940. Ikke fordi man ikke ville mødes. Men fordi Nazitysklands besættelse af Danmark gjorde det umuligt. Der var heller intet møde i 2020. Det år, hvor vi skulle fejre genforeningens 100-års jubilæum. Ikke på grund af krig eller stridigheder i grænselandet, hvis vi lige ser bort fra den såkaldte midlertidige grænsekontrol og vildsvinehegnet. Men på grund af en pandemi. Historien minder os med andre ord om noget vigtigt: Demokrati, fred og frihed er aldrig noget, man bare får. Det er noget, man altid skal passe på. Og når vi nu står her på Grundlovsdag, er det værd at huske, at grundloven selvfølgelig også handler om paragraffer, men den handler først og fremmest om mennesker, og om menneskers mulighed for at leve frie liv. Jeg vil gerne gøre det personligt. For jeg står her i dag som et produkt af både grænselandet og en moderne fortolkning af Grundlovens paragraf 44 stk. 1, at ”Ingen udlænding kan få indfødsret uden ved lov.” Jeg voksede op i det danske mindretal. Mine forældre er tyskere. De lærte aldrig dansk. Min bedstemor gik derimod i dansk skole og var aktiv i det danske mindretal, indtil hun døde som 87-årig. Jeg gik selv i dansk børnehave. Dansk skole. Student fra Duborg-Skolen i Flensborg. Ikke Otto-Duborg-Skolen, som nogen længere oppe nordpå fejlagtigt kalder den. I dag har jeg dobbelt statsborgerskab takket være en lovændring i Danmark. Men hvad er jeg? Er jeg tysk? Dansk? Dansk-tysker med bindestreg? Jeg er sydslesviger og grænselandsmenneske. Livet i et grænseland med nationale mindretal lærer en ret tidligt, at identitetsspørgsmål sjældent er enten eller og ej hellere passer i kasser. Vi mennesker kan heldigvis være flere ting på én gang. Selv mænd, der jo angiveligt ikke kan multitaske. Man kan godt være sønderjyske og dansk lige så vel som man være dansk og sønderjyde eller noget helt tredje. Jeg bor udenfor København i dag og bliver tit forundret, når folk taler om grænseområder som noget perifert eller som noget yderligt. I mine øjne er grænseområder det stik modsatte. Sønderjylland er ikke udkantsdanmark. Sønderjylland er udsynsdanmark. Her mødes sprog, kulturer, historier, og ideer. Her krydser tusindvis af mennesker hver dag en landegrænse uden at tænke nærmere over det. Her samarbejder virksomheder på tværs. Her lever flertal og mindretal side om side. Og ikke kun det: man er gået fra at et mod hinanden til et med hinanden og i dag endda ofte til et for hinanden. Her ved vi noget, som resten af verden kunne lære lidt mere af. Nemlig at mennesker ikke nødvendigvis behøver at ligne hinanden for at kunne leve godt sammen. Vi lever desværre i en tid, hvor verden omkring os er usikker og ustabil. Der er krig i Europa. Vores vigtigste allierede truer med at tage dele af rigsfællesskabet med militær magt. Vi er ved at blive hægtet af, når det kommer til kapløbet om kunstig intelligens. Også murene vender tilbage: både toldmure og mental mure. Midt i alt dette rod står vores grænseland som et anker af stabilitet. Vi er gået den modsatte vej. Vi har fået et af Europas blodigste konfliktområder til et blive et globalt forbillede. Det er ikke så skidt endda, som man vist siger på jysk. Men vi er måske lidt for dårlige til at sige det højt. Der bliver ofte talt om problemerne: Om affolkning. Centralisering. Manglende investeringer. De problemstillinger findes der også. Men det er ikke hele historien. For Sønderjylland er også stærke virksomheder. Verdensklasseproduktion. Eksport. Iværksætteri. Foreninger. Fællesskaber. Og mennesker, der får ting til at ske. I har måske lagt mærke til, at jeg har taget en gul trøje på i dag. Det er selvfølgelig ikke helt tilfældigt. For jeg vil også gerne tale lidt om farver og deres betydning. Efter folketingsvalget i 2015 talte man meget om det gule Danmark. Farven blev ofte brugt som symbol på frustration. Utilfredshed. Afstand til magten. Eller for at bruge et klassisk udtryk i denne debat: ”først pisser de på os og bagefter siger de, at vi lugter.” Men gul betyder jo altså også noget andet. Gul står for optimisme. Varme. Glæde. Og solskin. Okay, solskin er måske en lille overdrivelse på de her breddegrader. Men det er trods alt ikke egnens skyld. Men resten passer faktisk meget godt. For når jeg tænker på Sønderjylland, tænker jeg først og fremmest på mennesker. Mennesker med humor. Med varme. Og på et fællesskab. Vores fællesskab i det dansk-tyske grænseland. Her har vi en særlig evne til ikke hele tiden at skulle sætte andre mennesker i bås. Måske fordi vi ved, at livet sjældent er sort-hvidt. At man godt kan være flere ting på én gang. Og at identitet ikke er et nulsumsspil. Det er netop derfor, at vi skal fortælle historien om vores grænseland mere offensivt. Lad mig blive helt konkret: Selvfølgelig skal vi have et folkemøde i grænselandet og helst inden for to år. Selvfølgelig skal vi indsende en ny – og bedre – ansøgning for at få den dansk-tyske mindretalsmodel optaget på UNESCO's liste over immateriel verdenskulturarv. Og det skal være lykkes senest i 2030, hvor vi kan fejre 75-året for København-Bonn-Erklæringerne. Det betyder ikke, at vi skal glemme 1864, 1920 eller 1940. Men det betyder, at vi også sætter fokus på vores moderne grænseland. Fokus på hvor langt vi er kommet, og hvor meget vi har at byde på. For vi kan godt tillade os at være stolte. Vi er blevet et symbol på noget sjældent: Fremskridt. Stabilitet og samarbejde i en ustabil verden. Det gule Danmark er et forbillede. Vi repræsenterer ikke udkanten, men udsynet. Og det synes jeg faktisk godt, vi burde tillade os at sige lidt oftere og lidt højere. Tak for ordet og invitationen og fortsat god grundlovsdag"

🇩🇰🇩🇪 kristeligt-dagblad.dk/danmar…

Okay, hvis du fik at vide, du havde en dag tilbage i 30’erne. Hva' ville du så gøre? Hva' jeg ville gøre? Jeg tror, jeg ville tale med Kristeligt Dagblad om at miste min mor og bedstefar alt for tidligt og ikke selv regne med at blive 60 og få det bedste ud af det. Om stadig at være en drengerøv og samtidig far til en dreng med infantil autisme. Og ikke mindst en enorm taknemmelighed over livets tilfældigheder og store gaver, hvilket for mit vedkommende utvivlsomt har været at vokse op i Sydslesvig og blive en del af det danske mindretal samt at møde min kone. Jeg er i sandhed en heldig mand. Eller som Niclas og Jannik ville formulere det: “Jeg har en bankboks fuld af lutter gode minder. Lever livet som et frikvarter, hvor klokken aldrig ringer” ⏰ kristeligt-dagblad.dk/mennes…

Fra romerske kejsere til moderne autokrater har magthavere forstået én ting: Penge er ikke kun en valuta, men også et symbol på magt. Det er derfor, Donald Trumps seneste selvforelskede projekt er mere end bare endnu en kuriositet fra manden, der har gjort amerikansk politik til en permanent blanding af reality-tv, hofintriger og en meget aggressiv souvenirbutik. USA blev skabt i opposition til kongemagten. Hele den amerikanske selvforståelse bygger på, at staten er større end personen, at embedet er større end indehaveren, og at republikken er større end manden på toppen. Derfor er levende ledere på penge ikke bare en æstetisk detalje, men en markering: Valutaen skal ikke lugte af hof, men af republik. Selvfølgelig er tanken om USA’s nuværende præsident på en pengeseddel latterlig. Det lyder som noget, man køber i gavebutikken ved Mount Rushmore sammen med en Elvis-magnet og en falsk sherifstjerne. Men det er også alvorligt. For det siger noget om, hvordan Trump forstår embedet. I præsidentens fortolkning er der ikke primært tale om et midlertidigt ansvar og en institution, man låner af folket. For Trump er præsidentembedet en platform for personlig branding. Det særligt pinlige er, at Trump på den måde gør sig selv mindre. Store præsidenter behøver ikke presse sig selv ind på pengesedler, mens de stadig kan nå at godkende designet. Nationens første præsident, George Washington, var notorisk opmærksom på ikke at fremstå monarkisk. Donald Trump udfordrer derimod bevidst disse normer og agerer som en Temu-diktator. Amerikanerne plejer stolt at sige, at de ikke har konger. Men lige nu sidder der en mand i Det Hvide Hus og leger Kong Gulerod. Uddrag af ugens klumme - kan læses her i sin helhed: jyllands-posten.dk/debat/kom…

Kampen om USA i denne uge om korruptionsanklager og Trumps vedvarende forsøg på at omskrive historien om stormen på Kongressen. Vi er nu nået til det punkt, hvor typer som den tidligere Proud Boys-leder Enrique Tarrio bliver fremstillet som amerikansk pendant til Nelson Mandela og får mulighed for at søge erstatning for angivelig tort og svie. Ren Oda Omvendt 🙃 play.tv2.dk/serie/kampen-om-…

Maccarthyisme er tilbage 😄

Sean Trende fra RealClearPolitics er en af mine absolutte yndlingsanalytikere. Men den her tekst om hans autistiske søn er bedre end nogen analyse, Trende nogensinde har begået. Jeg læste den efter at have puttet min søn, som har infantil autisme, og græd flere gange undervejs. Teksten er noget af det smukkeste, jeg længe har læst om kærlighed, forældreskab, autisme og kombinationen af håbet og frygten for fremtiden. Læs den - men husk lommetørklæder 🥹 realclearpolitics.com/articl…

Der findes stærke ledere, og så findes der Donald Trump i Det Republikanske Parti anno 2026. USA’s præsident er den mest dominerende skikkelse i USA. Han er både klassens populære dreng, skolens inspektør, pedel, kantinedame og brandalarm på én og samme tid. Og i Det Republikanske Parti er han efterhånden også partiets HR-afdeling, skifteret, domstol og bøddel. Nå ja, og karaokevært: For hvis man synger forkert med på Maga-melodien, bliver mikrofonen slukket. Denne enorme indflydelse kunne umiddelbart ligne en styrke. Og det er den selvfølgelig også, men primært internt. I de seneste uger har Trump vist, at han stadig har et jerngreb om partiet. Kritikere og afvigere er blevet kørt over én efter én. Her opstår så også paradokset, der kan blive republikanernes største problem frem mod midtvejsvalget: Trump står bomstærkt blandt republikanske vælgere, samtidig med at han bliver stadig mere upopulær i befolkningen som helhed. Det er en giftig kombination, der kan få partistrateger til at vågne badet i sved om natten. Ikke kun fordi Trump er svag og kun kan mønstre 38 procents opbakning i befolkningen. Men især fordi han samtidig er så stærk internt i partiet. Republikanernes klassiske problem i forhold til Trump har været, at de frygtede ham for meget til at sige ham imod. Nu kan problemet blive, at de har frygtet ham så meget, at de har ladet ham definere et midtvejsvalg, hvor han ikke selv står på stemmesedlen, men alligevel fylder det hele. Det er derfor, at Trumps styrke er et stort problem for republikanerne. For som politiker findes der ikke noget værre end at være stavnsbundet til en upopulær leder, når der står et valg foran døren. Bare spørg Mette Frederiksen og Troels Lund Poulsens partifæller. Uddrag af ugens klumme - kan læses her i sin helhed: jyllands-posten.dk/debat/kom…

I dækningen af Donald Trump risikerer man til tider ikke at se skoven for bare træer. Eller rettere: Man kan ikke se skoven for bare guldbelagte triumfbuer, Truth Social-opslag, benzinpriser, ICE-razziaer, juridiske slagsmål og daglige udmeldinger, der kunne få Uffe Elbæk til at udbryde ”ahmen, ahmen, ahmen hvor er det crazy, det her!” fra morgen til aften. Det er forståeligt, for Trump er ikke bare en politiker, men et permanent støjniveau. En menneskelig brandalarm, der på de fleste arbejdspladser ville udløse øjeblikkelig evakuering, krisemøde og en meget lang sygemelding hos HR-chefen. Men netop derfor risikerer man at forveksle det spektakulære med det historisk afgørende. For det, der larmer mest, er ikke nødvendigvis det, der kommer til at betyde mest. Fremtidens historikere vil næppe primært hæfte sig ved, om Trump fik bygget en ny balsal, om benzinprisen faldt nogle cent i Pennsylvania, eller om hans immigrationspolitik dominerede amerikansk kabel-tv. Den slags er ikke uvæsentlig og kan sagtens fylde meget i mediedækningen fra dag til dag. Det kan også være med til at tabe valg og drive redaktører, kommentatorer og USA-analytikere til søvnmangel. Men i det lange historiske lys vil jeg tillade mig at postulere, at det helt store spørgsmål er et helt andet: Var Donald Trump som USA’s 47. præsident med til at vinde eller tabe det 21. århundredes store kapløb mod Kina? En meningsmåling foretaget af Public First for netmediet Politico i februar viste, at et relativt flertal af adspurgte i Canada, Tyskland, Frankrig og Storbritannien hellere vil være afhængige af Kina end Trumps USA. Det er vist det, man kalder for et geopolitisk advarselsskilt med blinkende røde lamper. Trump har selvfølgelig ret i, at Kina har været en handelspartner med lidt for kreative statsstøtteordninger. Trump har også ret i, at USA i årevis undervurderede konsekvenserne af kinesisk industripolitik, teknologityveri og en globalisering, hvor amerikanske virksomheder tjente penge, mens amerikanske industribyer betalte prisen. Og Trump fortjener ros for at gøre Kina-skepsis stueren i Washington. Det er en af de mest varige og vigtigste ændringer i amerikansk politik i Trumps æra. Men at identificere et problem er ikke det samme som at løse det. Jeg kan også sagtens identificere, at jeg burde spise mere broccoli og færre burgere. Men det gør mig hverken til ernæringsekspert eller min aftensmad væsentligt sundere, hvis jeg ikke også omlægger min kost. Uddrag af ugens klumme - kan læses i sin helhed her: jyllands-posten.dk/debat/kom…

Der var engang, da den amerikanske tilstedeværelse i Europa var så sikker som amen i kirken. Amerikanerne var inde, russerne ude, og tyskerne nede, som Natos første generalsekretær, Hastings Ismay, så kynisk og præcist formulerede det i 1950’erne. I dag lyder spørgsmålet snarere: Hvor længe har amerikanerne mon tænkt sig at blive inde endnu? Donald Trumps beslutning om at trække 5.000 amerikanske soldater ud af Tyskland er i militær forstand ikke nogen revolution. Men politisk er det endnu et signal om, at det transatlantiske forhold har ændret karakter. USA er ikke længere Europas ubetingede sikkerhedsgarant, men er under Trump blevet en allieret med forbehold. Dermed er vi nået til et historisk paradoks. Efter Den Kolde Krigs afslutning beskrev historikeren Poul Villaume i sin doktorafhandling Danmark som en »allieret med forbehold« i perioden 1949-1961 grundet vores ofte ambivalente tilgang til Nato. I dag er det i stedet USA, der har udviklet sig til alliancens forbeholdne partner. Med andre ord er vi vidne til en amerikansk Zeitenwende. Under Den Kolde Krig kunne europæerne skændes med amerikanerne om Vietnamkrigen, opstillingen af mellemdistanceraketter eller afspændingspolitikken. Men grundantagelsen var trods alt stabil: USA ville forsvare Europa. Det var selve fundamentet under Nato og den europæiske sikkerhedsorden. Sådan er det ikke længere. En måling fra European Council on Foreign Relations og Oxford University viste tidligere på året, at kun 16 pct. af borgerne i 10 udvalgte EU-lande i dag betragter USA som en egentlig allieret, mens omtrent halvdelen snarere ser amerikanerne som en »nødvendig partner«. Det er en diplomatisk formulering for et forhold, hvor værdifællesskabet er afløst af gensidig mistro. Eller som Polens premierminister, Donald Tusk, formulerede det på sociale medier for nylig: »Den største trussel mod det transatlantiske fællesskab er ikke dets ydre fjender, men den igangværende opløsning af vores alliance.« Det sidste, vi har brug for i sådan en skrøbelig verden, er, at vores vigtigste allierede opfører sig som en allieret med forbehold. Men det er netop, hvad vi er vidne til i Trumps anden embedsperiode, og derfor er Europa begyndt at føre fodnotepolitik over for USA. Uddrag af ugens klumme. Kan læses her i sin helhed: jyllands-posten.dk/debat/kom…

Straight Talk Express 🚂

Der findes mange måder at reagere på et attentatforsøg mod en siddende amerikansk præsident. Man kan blive rystet. Man kan blive lettet over, at det ikke lykkedes. Man kan bruge anledningen til at tale om politisk vold og et forrået debatklima. Og så er der en fjerde reaktion, som efterhånden er blevet uhyggeligt udbredt: Man kan insinuere, at det hele er iscenesat. Tankegangen vidner om en afgrundsdyb mistillid, ja nærmest et had, der er blevet så altopslugende, at man er villig til at tro på hvad som helst. At få den slags tanker er ikke bare et udtryk for politisk uenighed, men for noget mørkere og farligere. Man kan kritisere Trump for meget. Hans retorik har i årevis været med til at forpeste det politiske klima i USA. Det gælder hans angreb på medierne, hans dæmonisering af modstandere og hans evige flirt med netop konspirationsteorier. Ligeledes er det veldokumenteret, at tonen er blevet hårdere, og at politisk vold ikke længere er et abstrakt fænomen, men en reel risiko i amerikansk politik. Som forskere også peger på, er nutidens USA i høj grad defineret af had og polarisering, hvor politiske modstandere er blevet til fjender, som er onde og moralsk forkastelige. Men den udvikling stopper ikke ved Trump, og den stopper heller ikke hos hans Maga-tilhængere. Den fortsætter også hos Trumps modstandere, som til dels er blevet enormt afstumpede i deres syn på USA’s nuværende præsident. Heri ligger der i øvrigt en oplagt ironi. For hvis man mener, at hadefuld retorik har konsekvenser, så er man også nødt til at tage sin egen retorik alvorligt. Og når man uden evidens antyder, at et attentatforsøg er iscenesat, bevæger man sig ind i den samme konspiratoriske tankegang, som man ellers bruger så meget energi på at kritisere hos Trump og hans støtter. Den udvikling er ikke kun et amerikansk problem. Vi ser også bekymrende tendenser i Danmark, når det kommer til dehumaniseringen af Donald Trump. Af samme grund mangler vi herhjemme en større debat og refleksion over, hvad hadet til Trump gør ved os selv. Hvis hadet bliver så stærkt, at vi begynder at tro på hvad som helst, så er det ikke længere kun Trump, der er et problem. Så er det også os. Uanset om de hedder Stine Bosse eller er en eller anden bums på internettet. Og så er spørgsmålet ikke bare, hvad Trump har gjort ved amerikansk politik, men også hvad det har gjort ved os. Uddrag af ugens klumme - det hele kan læses her: jyllands-posten.dk/debat/kom…

Har talt med Ekstra Bladet om, at den tyske kanslers kritik af Trump har en pris 🪖 ekstrabladet.dk/nyheder/Udla…

Stille og rolig henvendelse en fredag aften 🧠

Som Fred Durst vile sige det: "I know why you wanna hate me 'Cause hate is all the world has even seen lately" Så skynd dig og hør noget Limp Bizkit. Bagefter kan du så gå ind og se det seneste afsnit af `Kampen om USA` på TV 2 Play: play.tv2.dk/serie/kampen-om-…