KLUMMETID: Om halshugningsforsøget i Belfast og de andre frygtelige konsekvenser af masseindvandringen. Vores politikere vil *ikke* løse problemerne, men fortsætte katastrofen fordi de liberale konventioner er vigtigere for dem end europæernes liv. Men *hvorfor* gør de det imod os? Svaret er had til hjemmet:
“Hvorfor gør vi det? Lukker farlige mennesker ind?
Eller, det er ikke almindelige mennesker i Vesten, der gør det. Det er politikerne ivrigt hjulpet af det øvrige etablissement, akademia og en kulturklasse marineret i afstumpede luksusholdninger. Men hvorfor?
Psykologen Gad Saad har skrevet en bog med titlen ’Suicidal Empathy’, altså ’selvmorderisk empati’.
Hans argument er, at vi lukker farlige mennesker ind i vores ellers så fredelige vestlige samfund på grund af en patologisk variant af empati.
Han mener, at der er tale om en form for mental virus, som kidnapper vores naturlige empati og fejldirigerer medfølelsen over på de forkerte mål – herunder at sætte kriminelle over ofre, fremmede over landsmænd og tolerance over sikkerhed.
Jeg er på sin vis enig. Der er meget sandt i Saads analyse, derunder at det, der foregår, er patologisk, for det er ikke normalt at ødelægge fredelige samfund på den måde, det sker for tiden.
Men på et afgørende punkt tager han fejl, for der er ikke tale om empati i nogen som helst form. Der er intet empatisk i at lukke myriader af farlige mennesker udefra ind i sårbare samfund.
Der er intet empatisk i at undlade at straffe selv de mest bestialske forbrydelser, eller så lempeligt, at det er en fornærmelse mod ofrene. Så ’suicidal empati’ er det forkerte ord til at indfange, hvad der foregår.
‘Misooiki’ er græsk for ’had til hjemmet’ og en mere passende beskrivelse af den tænkning, som ligger bag masseindvandringen og de internationale konventioner.
Det er også misooiki, som ligger bag modstanden mod remigration og bag skandaliseringen af dem, der advarer mod katastrofen.
Fordi resultatet af, at vi ikke lukker grænserne og begynder hjemsendelse af de farlige elementer bliver endeløse, voksende og stedse mere ophedede konflikter.
Mere Belfast, flere Henry Nowak’er, flere ofre for migrantbårne voldtægter, flere enlige europæiske drenge stukket ned af grupper af ”unge”.
Det er ren logik, at problemet vil vokse, hvis det får lov. Det har intet, intet, med empati at gøre. Tværtimod. Det er had til hjemmet, og had til os og det, vi kommer af.”