Jeg kan se, at mange nu mener, at Pia Olsen Dyhr har mistet sin integritet på grund af sagen om genansættelsen af en tidligere rådgiver i SF, der blev afskediget på grund af krænkelser i 2020. Det er selvfølgelig en alvorlig sag, som fortjener kritik og debat.
Men for mig begyndte tabet af integritet ikke dér.
For mig handler det om de politiske valg. Om at acceptere dansk våbeneksport til Israel, mens stadig flere internationale organisationer, eksperter og menneskerettighedsaktører advarer om alvorlige krigsforbrydelser og folkedrabshandlinger i Gaza.
Det handler om støtten til ghettoloven, som mange jurister, forskere og berørte borgere har kritiseret for at forskelsbehandle mennesker på baggrund af deres oprindelse og ophav.
Det handler om opbakning til en udlændingepolitik, hvor afviste asylansøgere kan sendes tilbage til et Afghanistan kontrolleret af Taleban, trods bekymringer om deres sikkerhed og rettigheder.
Integritet handler ikke kun om, hvordan man håndterer interne personalesager. Integritet handler også om de værdier, man er villig til at gå på kompromis med, når de møder politiske realiteter.
Derfor er det ikke den aktuelle sag, der har fået mig til at miste tilliden til Pia Olsen Dyhr.
Den tillid blev gradvist nedbrudt gennem en række politiske beslutninger, hvor SF efter min opfattelse bevægede sig længere væk fra de værdier om solidaritet, menneskerettigheder og social retfærdighed, som partiet engang gjorde til sit kendetegn.
Jeg er ikke i tvivl om, at Pia Olsen Dyhr er et varmt og sødt menneske, som er afholdt af mange kolleger og politiske modstandere. Men personlig sympati og politisk tillid er ikke det samme. Man kan godt respektere et menneske og samtidig være dybt uenig i de valg, vedkommende træffer.
For mig må politik i sidste ende bedømmes på handlinger og konsekvenser. Og det er dér, min tillid til Pia Olsen Dyhr og SF blev tabt.