Her forleden havde jeg en debat med en AI-drevet moddebattør.
Det vil sige, at mine svar blev analyseret af en AI, hvis output moddebattøren så bevidstløst postede som sine egne ord.
Jeg kunne ikke helt slippe følelsen af falskhed og tidsspilde, men prøvede at holde fast i tanken om, at nogle læsere måske trods alt fik noget ud af det.
Det var også en demonstration af, hvor dum man ser ud, når man poster åbenlyst dårlige argumenter med amerikaniserede betragtninger, som virker helt off i en dansk kontekst.
Det var dog ikke den mest interessante erkendelse.
Det var derimod en fornemmelse af, at min konkrete moddebattør på sigt vil blive dummere, mindre skarp og mindre reflekteret. For at skrive er at tænke.
Når jeg debatterer nogen, så tager jeg deres argumenter ind, analyserer dem og sorterer de gode fra de dårlige.
Jeg overvejer, om min moddebattør har gode pointer, og hvor der er svagheder i vores respektive ræsonnementer. Jeg vurderer, hvor jeg skal give mig, og hvor jeg skal stå fast.
Med andre ord foregår der en intellektuel proces inde i mig, som gør mig klogere og skarpere. Lige fra det øjeblik, jeg læser min modstanders svar, til jeg har sat det sidste punktum i mit eget.
På den måde udsættes mine synspunkter for en art darwinistisk pres, hvor de stærke argumenter overlever, og de svage går til grunde uden at reproducere. Noget, der ideelt set fører til nye erkendelser, modning og større sandhed.
Når en moddebattør springer dette reflekterende led over, mister han ikke kun evnen til at argumentere selv, men faktisk også evnen til at tænke selv. Han afskæres fra at forbedre sig.
Det er en form for intellektuel selvskade, som vi andre desværre kommer til at betale en pris for i form af flere dårlige tænkere, færre erkendelser og mere støj i den offentlige debat.