Regeringen har sammen med Liberal Alliance, Konservative, Radikal Venstre, SF, Enhedslisten og Alternativet netop præsenteret en ny handlingsplan for beskæftigelse og uddannelse for mennesker med handicap.
Det er et vigtigt første skridt, og der er gode elementer i planen. Men det er også en påmindelse om, at vi skal endnu længere.
Det er positivt, at der nu bliver sat fokus på overgangen fra uddannelse til job for eksempel med en udvidelse af isbryderordningen fra to til fire år. Det giver unge med handicap bedre muligheder for at få foden ind på arbejdsmarkedet.
Det er også klogt at se på en opdatering af kompensationsloven og at gøre den mere aktuel.
Og så er det også godt, at der sættes penge af til at styrke datagrundlaget om beskæftigelsessituationen for mennesker med handicap. Det er nødvendigt, hvis vi skal blive klogere på, hvad der virker, og hvad der skal forbedres på området.
Men handlingsplanen er også en påmindelse om, at der stadig er et stykke vej. For eksempel er det ærligt, at man ikke har fået set på initiativer om indslusningsfleksjob. Et redskab, der kan skabe en mulighed for at flere mennesker med handicap kan bidrage med det, de kan.
Og vigtigst af alt: Hvis vi for alvor skal løse udfordringerne, har vi brug for en samlet, bred handlingsplan.
For mennesker med handicap lever ikke deres liv i siloer. Vi kan ikke løse problemerne med uddannelse og job, hvis vi ikke også ser på transport, hjælpemidler, økonomi og støtte i hverdagen.
Vi har brug for en helhedsorienteret handlingsplan, der går på tværs af politikområder og sikrer, at mennesker med handicap kan leve deres liv på lige vilkår med andre.
Men ingen tvivl om, at det er et vigtigt første skridt, der er taget. Nu skal de næste tages.
#dkpol