Endnu en af mine evige kontanthjælps-kammerater ligger for døden - og mit had til den hjerteløse del af befolkningen stiger igen kraftigt - inklusive de tidligere kammerater på højrefløjen, hvis børn jeg har hjulpet med at redde via min efterhånden 30 årige åbne modstand mod den muslimske masseindvandring,
Alle, der tænker sig lidt om, ved at det er en lidelse af leve på kontanthjælp, og at ingen bliver i det frivilligt - men de hjerteløse kendte typisk en eller anden doven person da de var unge, og så kan al den dårlige samvittighed fjernes med tanken om at det er individets egen skyld, ja næsten eget ønske, at få sådan et sølle liv. Alt imens reallønnen for herr og fru Middel-Danmark er steget astronomisk de sidste par årtier..
Samtlige regeringer fra og med Poul Schlüter har forringet vilkårene kraftigt uanset partifarve, og pointen synes i hvert fald i dag at være to-delt:
1) at få ram på nogle muslimer uden at blive anklaget for racisme.
2) at sikre indvandringen af lavtlønnet arbejdskraft, som jo ellers kunne frygtes at være fristet til at leve på kontanthjælp.
Kan vi have et folk, der ikke gider passe på dem som der ikke er plads til i stolelegen?
Gider man redde et land med en befolkning, der er så ukristelig?
Man kan selvfølgelig håbe, at Generation Identitær er mindre egoistiske og pengeborgerlige, men jeg har ikke nogen klar fornemmelse af det endnu.