I må bære over med ham,
@skov_chr står på skuldrene af 100-års cuckservatisme.
Harald Nielsen (1879–1957) var en dansk litteraturkritiker, forfatter og ideolog, der blev kendt som en skarp konservativ stemme i mellemkrigstiden. Han var en central figur i den såkaldte nykonservatisme og blev ofte kaldt “nykonservatismens vækker”. Han havde stor indflydelse på yngre konservative kredse, især gennem sit opgør med Georg Brandes’ radikalisme og naturalisme, samt sin kritik af åndsradikalismen og liberalismens indflydelse på Det Konservative Folkeparti.
Nielsen brugte billedet af “sumpen” (eller “sumpfeber”) til at beskrive det danske åndsliv, som han så som stillestående, middelmådigt og præget af dekadence, blød grundtvigianisme, klikedannelse og manglende intellektuel skarphed. Han afskyede den “dumhed, udygtighed og middelmådighed”, som han mente blev dyrket i nationale og konservative kredse – en “vrimmel af undermålere med svage, småtskårne personligheder”. Ifølge Nielsen led dansk kultur af en slags feber i sumpen: stillestående luft uden forfriskende vinde, hvor middelmådighed trivedes, og ægte principiel konservatisme druknede. Han rettede også sin kritik mod blødhed i grundtvigianismen og mod, at man i nationale miljøer tolererede eller endda dyrkede lav kvalitet.