#dkpol #MeToo
@LotteKofoed @PiaOlsenDyhr
Det mest afslørende i sagen om Pia Olsen Dyhr, Lotte Kofoed og Thomas Nystrøm er ikke kun selve genansættelsen. Det er det magtforhold, den blotlægger.
Lotte Kofoed siger i realiteten: Denne sag angår ikke kun én mands mulighed for en ny chance. Den angår de kvinder, der blev ramt, og det signal, der sendes, når en mand, der tidligere blev fyret efter en krænkelsessag, igen placeres tæt på partiets øverste magt.
Pia Olsen Dyhr svarer i praksis: Jeg har lyttet. Men beslutningen står fast.
Her bliver sagen politisk i dybere forstand. SF er ikke længere blot et oppositionsparti med medlemsdemokrati, bagland og principper. SF er nu et regeringsparti. Og regeringsdeltagelsen kræver disciplin, loyalitet og kontrol.
Signalet til organisationen er klart: Ingen intern indvending må blive stærkere end ledelsens regeringsprojekt.
Derfor er det ikke bare en MeToo-sag. Det er en sag om, hvad der sker, når partiets top gør regeringsduelighed til højeste princip.
Så bliver hensynet til ministerens apparat vigtigere end hensynet til dem, partiet tidligere sagde, det ville beskytte. Så bliver “en ny chance” ikke bare en moralsk formulering, men en politisk legitimering af, at magten kan fortsætte næsten uforstyrret.
Lotte Kofoeds protest er farlig for ledelsen, fordi den minder partiet om, at det ikke kun består af ministre, rådgivere og pressefolk. Det består også af medlemmer, lokale folkevalgte og mennesker, der forventer, at principper gælder, når de gør ondt.
Pia Olsen Dyhr afviser ikke bare Lotte Kofoed. Hun demonstrerer over for sin egen organisation, at selv alvorlige indvendinger må vige, når de kolliderer med ledelsens projekt.
Det er sådan, man jager skræk i livet på sit eget bagland.